Manioc

Oprindeligt fra tropisk Sydamerika, har manioc været kendt i Peru i 4000 år. Det blev derefter eksporteret til Afrika og Indien i det 19. århundrede og derefter til Asien i det 20. århundrede. Der er et bredt udvalg af forskellige typer manioc, og det er blevet en vigtig fødekilde. Bladene spises som en grøntsag, knoldene giver mel eller tapioka og er også basis for en alkoholisk drik. Manioc bruges i traditionel medicin i hele Caribien og tropisk Sydamerika: en omslag lavet af dens stivelse blandes med olie for at hjælpe med at lindre hovedpine, og et andet omslag, blandet med rom, hjælper med at berolige reumatisk eller hududslæt. Som en plaster eller pasta hjælper stivelsen med at behandle cyster. Frisk knuste blade bruges til at lindre forbrændinger, solskoldning og kløende hud. Kaldt en "pilremedie" af Wayapi-indianerne, har maniocblade en homeostatisk egenskab på pil sår. Maniocsaft er giftig og bruges til at behandle skab.